Fra fortid til nutid
Tag på en rejse tilbage til jernalderen, blot 5 km. fra nutidens centrum af Odense, i jernalderlandsbyen Odins Odense. Landsbyen befinder sig i naturskønne omgivelser i Stavis Ådal, hvor man virkelig kan mærke både naturen og historien omkring sig. Her er skabt et landsbymiljø med rekonstruerede huse, som er bygget efter, hvordan man mente, at huse blev bygget i jernalderen. Den rekonstruerede landsby består af beboelseshuse med forskellige funktioner i landsbylivet (bl.a. en væver, høvding osv.), en smedje, udhus, staklader samt diverse hegnsforløb og får, som i løbet af foråret giver masser af lam.
Udenfor selve jernalderlandsbyen ligger vores moderne administrationsbygninger med mødefaciliter, værksted, køkken, toiletfaciliter og en lille butik. Her findes også en staklade, hvor gæster kan spise deres medbragte mad og drikke. Derudover er der blevet bygget shelter, som benyttes efter aftale for skoletjenestens lejrskoler og sommerens overnattende jernalderfamilier.
Odins Odense
Odins Odense arbejder på at skabe sammenhæng mellem fortid og nutid på en levende og inddragende måde, der bygger på historiske fakta. Odins Odense formidler oldtidens kulturarv og håndværk gennem den rekonstruerede jernalderlandsby, foreningsliv, events og skoletjeneste. Vi holder åbent for turister det meste af året. I foreningen er alle medlemmer af et fællesskab, hvor vi sammen arbejder for at skabe, vedligeholde og formidle et vigtigt kulturhistorisk samlingssted. Medlemmernes viden og kompetencer skabes gennem fælles læring og anvendes til gavn for medlemmerne selv og landsbyens besøgende. Alle er velkommen!
Landsbyens Historie
Jernalderlandsbyen startede i 1973 som et projekt for et hold ungdomsskoleelever fra Næsby-Pårup Ungdomsskole. Et af formålene med projektet var at give unge en særlig og håndgribelig historisk oplevelse. Projektet startede med rekonstruktionen af et mindre jernalderhus fra Lundsgård ved Agedrup, som var blevet udgravet i 1937-44. Under opførelsen af det rekonstruerede jernalderhus, begyndte nysgerrige skoleklasser at komme af sig selv og besøgte stedet.
Huset og miljøet omkring huset står færdigt to år senere i 1975. Nu kan området bruges til egentlig undervisning. I de følgende år udbygges landsbyen, hvor udbygningen baseres på oprindelige teknikker og udgravningsberetninger . Der tilføjes dog et par skurvogne til undervisning og kontor.
Den 4. maj 1978 er der en kraftig brand i landsbyen og byggeriet må starte forfra. Denne gang med nyere udgravningsberetninger som basis for byggeriet.
I løbet af de næste 2 år gennemopføres 4 huse, og i sommeren 1979 ansættes de første instruktører og den egentlig formidling til skoleklasser begynder.
I 1983 etableres Odense Produktionsskole, som overtager vedligeholdelsen og udbygningen af landsbyen, men samarbejdet ophører samarbejdet med Produktionsskolen i 1989. Herefter kommer Jernalderlandsbyen kommer under Næsby-Tarup Ungdomsskole administration, til slut UngVest.
Baggrunden for foreningen
Siden 1973 har landsbyen været ejet og drevet af Odense Kommune i forskellige regi’er, men omkring 2015 var landsbyen truet af en nedlukning og nedrivning af husene pga. besparelser.
Et entusiastisk team af en masse frivillige og hidtil ansatte fik imidlertid et projekt op at stå, sammen med en beredvillig støtte fra kommunen og en række sponsorer, som var starten for organisationen Odins Odense. Fra d. 1. maj i 2017 var organisationen klar til at overtage drift og forpligtelser i Jernalderlandsbyen.
Nu er Odins Odense blevet gjort til en attraktion, hvor der tiltrækkes turister fra nær og fjern. Skoleelever bliver fortsat undervist, og der afholdes lejrskole i landsbyen. Der bliver også afholdt markeder og andre arrangementer i samarbejde med tilsvarende organisationer i ind- og udland.
Dyr i landsbyen
Omkring eller i enhver landsby fra Jernalderen har der været dyrehold. På den tid havde man både får, geder, fjerkræ, okser og heste.
Odins Odense, Jernalderlandsbyen har siden dens opbygning haft en lille fårebesætning som repræsentant for dyrehold i jernalderen. Nordiske korthaler, Svenske Gutefår og Norske Spellsau.
Fårene passes af Freke gruppen, der består af frivillige. De sørger for at fårene får vand, kraftfoder og hø i de perioder, hvor det er nødvendigt, samt halm som strukturfoder og lidt strøelse.
Fårene bliver flyttet rundt på vores 5 marker i løbet af græsningssæsonen, der går fra april til hen i november.