Foreningens grundlag
Vedtægterne er det fundament, der sikrer, at Odins Odense fungerer som et inkluderende og dynamisk fællesskab, hvor vi sammen deler viden, skaber, og bevæger os mellem fortid og nutid.
For at klargøre vores formål, organisatoriske struktur og de principper, vi bygger vores fællesskab på, har vi udarbejdet disse vedtægter – vedtaget af foreningens medlemmer på en ekstraordinær generalforsamling 9. april 2018. De guider vores daglige arbejde og forpligter os til at bevare og formidle den danske jernalders rige historie.
Vedtægter for foreningen Odins Odense
Foreningens navn er Odins Odense
Foreningens adresse er Store Klaus 40, 5270 Odense N.
At drive det historiske værksted Odins Odense som et kulturhistorisk formidlingscenter. Odins
Odense er en almennyttig forening, der åbner det kulturhistoriske miljø, Jernalderlandsbyen Odins
Odense i Næsby for betalende gæster mfl.
Odins Odense formidler viden om vores fælles historie på en spændende og inddragende måde,
der bygger på historiske fakta. Odins Odense formidler oldtid med fokus på den danske jernalder
fra ca. 500 år før til ca. 1100 år efter Kr.
Odins Odense arbejder for at give de besøgende en viden om og forståelse for de rødder som det
danske samfund er dannet af. Her skal man kunne opleve fortiden på egen krop og danne sig et
indtryk af hvordan tiden før os har påvirket den måde vi lever på og er i dag.
Odins Odense giver ro og plads til fordybelse.
Foreningen Odins Odense lægger i sit virke vægt på at skabe sammenhæng mellem fortid og nutid.
Odins Odense vil holde liv i fortidens håndværk og kultur og giver alle mulighed for at skabe med
egne hænder.
I foreningen Odins Odense er alle medlemmer del af et fællesskab, hvor vi sammen arbejder for at
skabe, vedligeholde og formidle et vigtigt kulturhistorisk samlingssted. Medlemmer i foreningen
lærer af og med hinanden og skaber gennem fælles læring, større viden om fortidens liv og
kundskaber. Odins Odense vil give mulighed for, at medlemmernes viden og kompetencer
anvendes til gavn for foreningens medlemmer, men også til glæde for andre. Foreningen medvirker
til øget livskvalitet og oplevelser – hele livet.
Foreningen optager som medlem alle, der har forståelse for og interesse i foreningens formål.
Medlemmer er forpligtet til at indbetale det af generalforsamlingen fastsatte kontingent.
Årskontingent fastsættes hvert år på generalforsamlingen. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem,
hvis det bevidst modarbejder foreningens formål. Det kræver at mindst 2/3 af den samlede
bestyrelse stemmer for eksklusionen. Eksklusionen prøves ved førstkommende generalforsamling.
Bestyrelsen består af 7 medlemmer. Valgbare er alle medlemmer af foreningen over 18 år, under
forudsætning af betalt kontingent. Den daglige leder deltager i bestyrelsesmøder, dog uden
stemmeret.
I bestyrelsen sidder desuden 2 suppleanter. Suppleanter har møderet, men ikke mødepligt.
Bestyrelsesmedlemmer vælges for en toårig periode. I ulige år er tre bestyrelsesmedlemmer på
valg i lige år er 4 bestyrelsesmedlemmer på valg. Første gang vælges 4 for en etårig periode og 3 for
en toårig. Suppleanter vælges for en etårig periode. Herudover vælges en revisor og en
revisorsuppleant. Disse vælges for en etårig periode.
Bestyrelsen konstituerer sig selv på første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen, med en
formand, næstformand, kasserer og sekretær. Kassereren forestår foreningens regnskab under
hensyntagen til opgavebeskrivelser for evt. ansatte.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig såfremt, 4 eller flere medlemmer ønsker det, forudsat at
formanden eller næstformanden er blandt disse.
Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed.
I tilfælde af stemmelighed er formandens, alternativt næstformandens, stemme udslagsgivende.
Bestyrelsen kan nedsætte udvalg og/eller arbejdsgrupper til varetagelse af særlige opgaver.
Bestyrelsen ansætter og afskediger daglig leder. Den daglige leder har herefter bemyndigelse til,
indenfor foreningens formål og økonomiske formående, at ansætte yderligere personale, med
bestyrelsens accept.
Tilknyttet til foreningen er et advisory board. Advisory boardet vejleder bestyrelse og ledelse.
Medlemmer i advisory boardet er frivillige, ulønnede og udpeget af bestyrelse, samt evt. daglig
leder.
Foreningen Odins Odense er medlem af foreningen af Historiske Værksteder i Danmark.
Institutionen tegnes af formand, daglig leder og kasserer i forening. I økonomiske anliggender over
et beløb fastsat af bestyrelsen er to af ovennævntes underskrift påkrævet.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som
påhviler foreningen. Bestyrelsesmedlemmer kan kun drages til personligt økonomisk ansvar overfor
tredjemand, hvis man påfører denne et tab fordi man har opført sig uansvarligt og groft retsstridigt.
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Regnskabet skal revideres af en på generalforsamlingen valgt revision.
Foreningen finansieres gennem egne indtægter og ved at søge midler fra offentlige/private
virksomheder, fonde og private personer.
Overskud ved driften skal gå til det almennyttige formål, herunder vedligeholde og forbedre stedet
– så besøgende får den størst mulige oplevelse ud af besøget.
Bestyrelsen udarbejder og reviderer i samarbejde med eventuelle ansatte forretningsorden, vision,
mission og mål for foreningen.
Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Der afholdes ordinær generalforsamling
hver år i Odense, inden udgangen af første kvartal, efter forudgående elektronisk indkaldelse, stilet
til hvert enkelt stemmeberettiget medlem, med mindst 3 ugers varsel for en ordinær og mindst 14
dages varsel for en ekstraordinær generalforsamling.
Stemmeberettiget er alle der har været medlem i minimum 3 mdr. og har betalt kontingent –
stemmeretten fortabes ved kontingentrestance. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Generalforsamlingen skal indeholde følgende:
- Valg af dirigent og referent.
- Formanden aflægger årsberetningen.
- Kassereren forelægger det reviderede årsregnskab til godkendelse.
- Kassereren fremlægger budget for det kommende år til godkendelse.
- Behandling af indkomne forslag. Forslag skal – for at kunne komme i betragtning- være
formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. En endelig
dagsorden, kan læses elektronisk 8 dage før. - Valg:
Valg af bestyrelsesmedlemmer
Valg af suppleanter
Valg af revisor
Valg af revisorsuppleant - Eventuelt.
Alle beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed.
Dog kræves der ved vedtægtsændringer at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget på
generalforsamlingen, samt at de fremmødte udgør minimum 1⁄2 af foreningens medlemmer.
Vedtages forslaget, men uden den kvalificerede majoritet, indkaldes der med et varsel på min. 14
dage til ekstraordinær generalforsamling, hvor forslaget kan godkendes, såfremt mere end
halvdelen af de fremmødte stemmer for.
Ved ønske om opløsning af foreningen kræves det at forslaget om opløsning vedtages på to
generalforsamlinger. På den ordinære generalforsamling skal mindst 2/3 af de afgivne stemmer
være for opløsningen og de fremmødte skal udgøre minimum 1⁄2 af medlemmerne. Vedtages
opløsningen indkaldes herefter til ekstraordinær generalforsamling med 14 dages varsel, hvor
forslaget kan godkendes, såfremt mere end halvdelen af de fremmødte er for. I tilfælde af
opløsning af foreningen tilfalder de historiske artefakter et andet historisk værksted.
Andre værdier tilfalder Odense Kommune og skal anvendes til lignende eller til andre almennyttige
formål.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder det påkrævet og skal
indkaldes, når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer, 50 medlemmer eller halvdelen af medlemmerne,
med skriftlig angivelse af årsag, forlanger det.
Hvor vedtægterne intet andet foreskriver, er bestyrelsen befuldmægtiget til at træffe beslutninger
– herunder også at foretage økonomiske dispositioner.
Nærværende sæt vedtægter træder i kraft ved foreningen Odins Odenses dannelse tirsdag den 8.
november 2016. Vedtægterne bekræftes ved den stiftende generalforsamling 24. november 2016.
Vedtægternes §2, §5, §7 og §11 er ændret på ordinær generalforsamling 24-3-2018, samt endelig
godkendt på ekstraordinær generalforsamling 9. april 2018.